Drømmer du om en dejlig skiferie i Norge med brede pister, fantastisk sne og familievenlige omgivelser?
Så er Trysil på ski et godt valg!
Trysil er Norges største skisportssted og det er et rigtig godt sted for både nybegyndere og erfarne skiløbere.
Med et overskueligt pistekort over Trysil, får du adgang til varierede pister, gode lifte og smuk natur.
Uanset om du vælger en kør selv skiferie til Norge eller booker en pakkerejse, venter der dig en god skioplevelse i Trysil ski center.
Her finder du alt fra præparerede pister til hyggelige skihytter og gode restauranter.
Hos SkiStar i Trysil kan du nemt bestille dit liftkort til Trysil online og få adgang til hele deres skiområde.
Trysil byder på fantastiske sneforhold og ligger ikke langt fra Norges højeste bjerg, hvilket sikrer en skiferie med masser af frisk puddersne.
Læs meget mere om at stå på ski med min ultimative guide til skiferie i Norge, hvor vi gennemgår alt, du skal vide for at få den bedste skiferie!
Du får selvfølgelig også min gratis huskeliste til skiferien, så det hele bliver nemt og mere overskueligt for dig.
På den måde kan du pakke det rigtige skitøj og skiudstyr uden at glemme noget og være klar til alle de magiske natur- og skioplevelser, Trysil har at byde på.
Norge på skiferie
Norge er kendt for sine fantastiske skiområder, men ét navn dukker næsten altid op: Trysil.
Som Norges største og mest populære skiområde er Trysil skisportssted i Norge et rigtig godt valg, hvor både familier, nybegyndere og erfarne skiløbere føler sig trygge.
Som Norges største og mest familievenlige skisportssted er Trysil ideel til børnefamilier, der elsker sne, natur og masser af hyggelige timer sammen.
På en skiferie i Trysil finder du trygge begynderområder til de mindste og begyndere til spændende pister og snowparks, der vil begejstre de større børn og voksne.
Men hvad med Hemsedal, tænker du måske?
Det er uden tvivl en værdig konkurrent, kendt for sine stejle pister og pulserende afterski.
Alligevel har Trysil sin helt egen charme med sine brede familievenlige pister, hyggelige hytter og det skønneste norske vintereventyr, som er svær at slå.
LÆS OGSÅ: 26 nemme måder at slappe af på
Skiferie i Trysil
Uanset om du vælger Trysil eller Hemsedal, er du garanteret en skiferie fyldt med masser af sne, grin og uforglemmelige oplevelser.
Vi har taget til Trysil på ski de sidste 5 år i træk, og vi skal selvfølgelig også til Trysil her til februar/marts igen.
Vi startede med at tage på skiferie, fordi min mand elsker at stå på ski.
Jeg synes selv, det kunne være dejligt for børnene at lære at stå på ski, mens de var små (og ikke havde skiskræk ligesom mor her).
Børnene var henholdsvis 5,5 år og 8 år, da vi var afsted første gang.
Men selvom jeg havde skiskræk, havde jeg alligevel et ønske om at lære at stå på ski bare på de grønne skiområder, som er de nemmeste.
Jeg kan godt lide at dyrke motion og samtidig elsker jeg at være i naturen.
De to ting var min motivation for ikke bare at smide håndklædet i ringen fra starten (selvom jeg mange gange overvejede netop det).
Trysil eller Hemsedal?
Hvad er bedst – Trysil eller Hemsedal?
Vi faldt med det samme pladask for Trysil i Norge, fordi deres børne-skiområde er virkelig godt.
Deres ski-instruktører er også meget søde, tålmodige og ansvarsfulde.
Både børnene og jeg havde nogle gode oplevelser på ski på deres børnebakker i starten.
Skibakkerne i begynderområdet var ikke alt for stejle.
Selvom alt jo føles enormt stejlt, når du som begynder først får klikket skiene på, og de begynder at løbe med dig!
Men det var alligevel til at håndtere (med lidt gelé i benene), men vi fik alle sammen nogle gode skioplevelser sammen og hver for sig.
Trysil på ski
For os har Trysil altid været en sikker vinder – ikke kun på grund af de fantastiske pister, men også fordi vi altid har været heldige med vejret.
Der er noget helt særligt ved at køre ned ad pisterne under en klar blå himmel, hvor solen spejler sig i det hvide sneunderlag.
Vejret i Trysil gør virkelig en forskel og løfter skiferien til et helt nyt niveau.
Trysil er ikke bare et skisportssted – det er en helhedsoplevelse, hvor alt, hvad du behøver, er samlet ét sted.
De har et godt supermarked, hvor du kan købe mad til hytten og hyggelige restauranter, hvor du kan få familievenlig mad fx pizzaer og pastaretter.
Der er selvfølgelig også en virkelig god skiskole, skiudlejning og aktiviteter uden for pisterne, så der er noget for hele familien.
Du mangler ikke noget i Trysil, og det er måske derfor, vi altid vender tilbage.
Hvad koster en skiferie i Norge?
Prisen for en uges skiferie i Norge varierer, men hvis du vil holde budgettet en smule nede, er en kør selv skiferie til Norge et godt valg.
Din skiferie bliver også billigere, hvis du tager de fleste indkøbsvarer med fra Danmark, da priserne er høje i supermarkedet i Trysil.
Vi plejer altid at spise frokost i vores skihytte, hvor vi også slapper af i nogle timer, før vi igen tager ud på pisterne om eftermiddagen.
Min mand har også diabetes, der gør, at han har brug for nogle gode stabile kulhydrater i form af rugbrød, da hans blodsukker er på vej ned til frokosttid.
Vi har maksimalt spist ude på restaurant én gang i løbet af ugen, fordi vi har været meget trætte om aftenen.
Det hele er jo med til at holde budgettet nede.
Det første år i Trysil på ski
Det første år tog vi Oslobåden fra København til Norge, og kørte fra Oslo til Trysil ski center.
Beliggenheden er også utrolig praktisk.
Trysil ligger 2,5 times kørsel fra Oslo, hvilket gør det nemt at komme til.
Vi var ude i god tid, da vi bookede vores billetter til Oslobåden, og dem fik vi for ca. 3.500 kr. for 2 voksne og 2 børn.
Men efter Covid-19 blev priserne med Oslobåden skruet op til det dobbelte, og så var det ikke længere særlig attraktivt for os.
Da du også skal beregne omkring halvanden dag på selve transporten med færgevejen.
Det andet år i Trysil på ski
Vi var lidt i tvivl om alle kunne holde til at køre direkte til Trysil, så vi bookede en enkel hotelovernatning på vejen til Trysil.
Udrejsen
Vi tog færgen (Øresundslinjen) fra Helsingør til Helsingborg som kun tager 20 minutter.
Du kan derfor lige nå at shoppe lidt ombord i deres duty-free shop, hvor børnene køber slik og chokolade for deres feriepenge.
Når du kører af færgen, er du jo allerede i Sverige, hvor du så har 3,5 times kørsel til Rasta Håby i Munkedal.
Vi kørte afsted fra Danmark fredag eftermiddag, og derfor passede det fint med en overnatning derop, da vi ankom sent om aftenen.
Det sted vi overnattede hedder Rasta Håby i Sverige hvor vi bestilte vores overnatning med morgenmad.
Morgenmaden spiser du ovre i deres restaurant, der ligger lige ved siden af hotellet, og der var et rigtigt meget fint at vælge imellem både til børn og voksne.
Hjemrejsen
På hjemvejen havde vi også booket en overnatning på det samme Rasta hotel.
I Trysil ski center skulle vi tjekke ud senest kl. 10.00 i Trysil og det betød, at vi allerede var på hotellet i Sverige om eftermiddagen.
Efter 5 timers køretur følte vi os ikke nær så trætte, som på vejen derop, som jo også var fredag aften.
Vi sad på hotellet og havde en oplevelse af, at vi godt kunne køre hele vejen hjem.
Så de mange timer på et hotelværelse i Sverige var knap så spændende.
Det tredje år i Trysil på ski
Dette år valgte vi en kør selv skiferie til Norge.
Vi kørte til Helsingør og tog færgen til Helsingborg i Sverige, som tager 20 minutter.
Herfra er det faktisk ret nemt at køre til Trysil, da det stort set kun er lige ud hele vejen derop.
Det tager ca. 10 timer for os at køre til Trysil med pauser og frokost undervejs.
Vi kører hjemmefra (på Sjælland) senest kl. 8.00 og lander i Trysil ca. kl. 18.00.
Køreturen fungerer fint, selvom vi ikke er særlige gode til at køre langt i ét hug, men fordelene opvejer med garanti ulemperne.
Vi sørger for, at aftensmaden ikke kræver det store, når vi ankommer, da vi plejer at være ret trætte efter den lange køretur.
Hvad er den billigste skiferie?
Nu er det kør selv skiferie til Norge, der er den måde, vi bedst kan lide at rejse på.
Men vi er også kommet frem til, at det er den billigste skiferie.
Det koster ca. 22.000-23.000 kr. for 2 voksne og 2 børn (2025).
Beløbet indeholder kørsel (tur/retur), leje af skihytte, skiudlejning og liftkort til alle.
Det er uden vores madudgifter, da vi også ville bruge det samme beløb på madindkøb (uden restaurantbesøg), hvis vi var hjemme.
Er Trysil snesikker?
Når du planlægger en skiferie, er sneen naturligvis i fokus – og i Trysil ski center kan du være helt rolig!
Vi har aldrig været på skiferie i Trysil (Norge), hvor sneen ikke har været god.
Området er kendt for at være utroligt snesikkert, fordi det ligger i 350-1.100 meters højde.
Den høje beliggenhed betyder, at der er en lang skisæson, der strækker sig fra tidligt vinter til vinterforåret.
Men Trysil har et ret stabilt vintervejr, der sikrer gode præparerede skibakker hele skisæsonen.
Men hvis uheldet skulle være ude (som vi aldrig har oplevet), har SkiStar snekanoner i baghånden.
Vejret i Trysil
Jeg vil anbefale dig, at downloade SkiStars app hvor du kan holde dig opdateret om vejret.
Her kan du tjekke den aktuelle temperatur, snedybde, vind og nysne i det skiområde, du bor tætteste på.
I februar 2025 i Høyfjellssenteret var der – 8° (føles som – 13°), vind 2 m/s, 0 cm nysne og en snedybde på 69 cm.
Trysil snedybde
Trysil snedybde fortæller noget om, hvor godt pisterne er dækket af sne.
Det har nemlig stor betydning for både sikkerhed og skiløbets kvalitet.
Jo mere sne, jo bedre muligheder for blødere fald og færre isede overflader.
Du kan også mærke forskel på sneen, når du er ude på pisterne i forhold til vejret.
Vi kan ikke komme udenom, at vejret spiller en enorm stor rolle for din skioplevelse.
Du kan nærmest også se det på alle billederne, som er fra vores skiferie i Norge sidste år.
Solrige dage med vindstille vejr og frisk sne gør skidagen både sjovere og mere behagelig, især for børn og begyndere.
Sne i Norge
Barske forhold som stærk vind, tåge eller regn kan derimod gøre skiløbet meget mere udfordrende.
Sidste år i Trysil oplevede jeg for første gang kraftig vind (som gjorde det isende koldt i ansigtet) og massiv tåge, hvor du ikke kunne se en hånd for dig.
Vi var alle sammen ude at stå alligevel, men børnene og jeg måtte kapitulere efter 2 timer, da vi til sidst slet ikke kunne se noget.
På det nederste billede herunder, kan du se, at det er lidt tåget om morgenen.
Men når du også kan se solen, som på billedet vil den oftest “brænde” tågen væk i løbet af 1-2 timer.
Er der snegaranti i Trysil?
Trysil ski center tilbyder en snegaranti gennem SkiStar, som betyder, at du kan være sikker på sne på pisterne, når sæsonen er i gang.
Snegarantien hos SkiStar Trysil gælder på alle deres skisteder fra den 14. december til sæsonafslutningen i foråret 2025.
Snegarantien hos SkiStar Trysil gør det muligt at ombooke din skiferie til et andet skisted, hvis sneforholdene ikke er optimale.
Hvis SkiStar ikke opfylder snegarantien, har du ret til at afbestille eller afslutte dit ophold før tid og få dine penge tilbage.
Du får pengene tilbage for det, du har købt gennem SkiStar fx SkiPass, skileje, skiskole og leje af hytte inkl. afbestillingsforsikring.
SkiStar snegaranti dækker ikke lifter eller pister, der i en periode ikke er åbne på grund af tekniske udfordringer eller vejret i Trysil.
LÆS OGSÅ: Selvomsorg – Bliv din egen bedste ven
Hvornår er det bedst at stå på ski i Trysil?
Trysil i Norge er ikke bare Norges, men også Nordens største skisportssted.
Det er heller ikke uden grund, at det er et af de mest populære skisportssteder i Norge.
Hvornår er det bedst at tage afsted?
Det afhænger selvfølgelig af, hvad du leder efter.
Der er stor forskel på -18° grader i december/januar og så -10° grader i februar/marts, når du står på ski.
Der er selvfølgelig mange, der vælger at tage til Trysil Norge i skolernes vinterferie i uge 7 eller uge 8, men det er også meget dyrt.
Børn på ski
Men hvis du rejser med børn på ski er både skiferie uge 9 og skiferie uge 10 også fantastiske tidspunkter.
Her er sneforholdene som regel stabile, og vejret er en smule mildere, hvilket gør det en anelse sjovere med børn på ski.
Vejret i Trysil spiller en vigtig rolle, når du står på ski.
SkiStar har jo deres snegaranti i Trysil, så du er sikker på god sne i Norge.
Sne i Norge ligger ofte på imponerende niveauer med hensyn til Trysil snedybde, hvor du kan du forvente flotte præparerede pister, når du står på ski.
Så uanset om du rejser for at få den bedste sne eller for at give børnene deres første oplevelse med at stå på ski er Trysil altid et godt valg.
Liftkort i Trysil
SkiPass er bare et andet ord for liftkort.
Et liftkort i Trysil giver dig adgang til alle lifter i skiområdet, så du kan stå på ski hele dagen.
Lifterne åbner kl. 9.00 og lukker kl. 16.30 i perioden 7. februar til 27. april.
Er SkiPass og liftkort det samme?
Når du køber et liftkort i Trysil, får du adgang til 32 lifter og hele skiområdet – Høgegga, Turistsentret, Skihytta og Fageråsen.
Vi køber altid vores liftkort via SkiStar app’en, som er super nem at bruge.
I starten købte jeg SkiPass for hver dag, da jeg var meget usikker på, hvor meget jeg ville stå på ski.
Nu køber jeg et SkiPass for hele ugen, som er den nemmeste, så er du fri for at huske dig selv på at tanke op.
Du kan spare en lille smule ved at købe det i forvejen, men det gør vi aldrig.
Der er alligevel mange penge at miste, hvis der skulle opstå noget uventet inden skiferien.
Alle liftkort i Trysil er personlige.
Du må derfor ikke låne det ud til andre med mindre du har købt et forældrepas, som godt må deles mellem to personer.
Vi gemmer vores liftkort til næste sæson, hvor vi kan bruge det igen.
Hvad koster et liftkort i Trysil?
- Voksen (18-64 år): Et liftkort i Trysil koster ca. 2.300 kr. for 6-8 dage.
- Unge (7-17 år): Et liftkort i Trysil koster ca. 1.900 kr. for 6-8 dage.
- Senior (65+ år): Et liftkort i Trysil koster ca. 1.900 kr. for 6-8 dage.
- Barn (0-6 år): Gratis
Du kan også købe liftkort til 2 timer, Eftermiddag, 1 dag, 2 dage, 3 dage osv.
Vil du være helt sikker på den nøjagtige pris, så tjek SkiStars hjemmeside.
Trysil pistekort
Du får 68 pister fordelt over flere bjergsider, så der er altid en rute, der passer til dit niveau – uanset om du er begynder eller øvet.
Skiområdet er designet til at give den bedste oplevelse for både voksne og børn med brede, sikre pister.
Med et pistekort over Trysil skiområder, får du det fulde overblik over de mange pister og lifte i Trysil.
Trysil pistekort kan du have i papirform eller se det via SkiStars app.
Jeg vil anbefale, at du har begge dele med dig (pistekort i papir og på din telefon).
Jeg synes, det er meget rart også at have et pistekort liggende i lommen, så farer du ikke vild.
Trysil ski center har skønne brede familie/begyndervenlige pister og udfordrende sorte skibakker.
Det er en god idé, at nærstudere dit pistekort over skiområdet inden den første tur på pisterne.
Det er også mega hyggeligt at sidde sammen som familie, og sammen planlægge næste dags skiløb, så det passer til alles niveau.
På den måde får du mest muligt ud af din skiferie.
Norges højeste bjerg
Selvom Trysil ikke ligger på Norges højeste bjerg, er skiområdet stadig fantastisk smukt.
Trysils højeste punkt ligger i 1.100 meters højde, hvorimod Jotunheimen er det højeste punkt i Norge med 2.469 meters højde.
Galdhøpiggen er ikke kun Norges højeste bjerg, men faktisk i hele Nordeuropa.
Selvom Trysil ikke er det højeste punkt i Norge, ligger det trodsalt i en højde, der giver gode sneforhold hele vintersæsonen.
Udsigten over det rå landskab med de Norske fjelde i baggrunden, er virkelig en oplevelse, der tager pusten fra én.
Jeg får en kæmpe lykkefølelse, når jeg står der på skibakken, hvor solen skinner fra en skyfri himmel og du er omfavnet af naturens stilhed.
Det er måske lidt af en floskel, men det er en magisk oplevelse.
Børn på skiferie
En skiferie i Norge med børn er en fantastisk oplevelse, og Trysil er et af de bedste steder at tage hen som familie.
Her er der masser af børnevenlige pister, en sød skimaskot (Valle), sjove aktiviteter og trygge omgivelser, så børnene har de bedste betingelser for at lære at stå på ski.
Du kan tilmelde dine børn SkiStar skiskole i Trysil.
Når benene trænger til en pause, er der hyggelige restauranter og varmestuer, hvor hele familien kan samles og få lidt at spise, inden det går løs på pisterne igen.
Skiferie i Norge med børn
Når børn skal lære at stå på ski, handler det først og fremmest om tryghed, leg og masser af tålmodighed.
En god start sikrer, at de får en positiv oplevelse, så de glæder sig til at komme på ski igen år efter år (eller bare næste dag).
Når børnene får en god oplevelse på ski fra starten, skaber det glæde og selvtillid, og så bliver skiferien en fantastisk oplevelse for hele familien.
SkiStar skiskole i Trysil
SkiStar skiskole tilbyder hold for alle niveauer – lige fra de helt små, der skal prøve ski for første gang til dem der gerne vil forbedre deres teknik.
Børnene bliver inddelt på mindre hold ud fra deres alder og niveau, hvor de får undervisning af søde, tålmodige og dygtige skiinstruktører.
SkiStar skiskole i Trysil er virkelig dygtige til at give børnevenlige lektioner med fokus på leg, balance og sikkerhed.
Her lærer børnene de grundlæggende skiteknikker i et trygt miljø, hvor dygtige instruktører skaber en sjov og motiverende oplevelse.
De mindste starter ofte på rullebånd i de særlige børneområder, mens de større børn hurtigt kommer op i lifterne og prøver de lette pister.
Skiinstruktørerne i Trysil er ikke bare teknisk dygtige, men det er tydeligt, at de er også vant til at undervise børn og skabe en god stemning.
Det handler ikke kun om at lære at stå på ski, men også om at give børnene selvtillid og glæde ved at stå på ski.
Når børnene får den bedste start på skiene, så er hele familien garanteret en fantastisk skiferie i Norge.
Mad til skiferien
Trysil restauranter finder du i alle skiområderne.
Vi har kun været ude at spise pizza med børnene en enkel gang, da vi boede i Turistsenteret.
Det var et hyggeligt sted med en god atmosfære.
Vi plejer at stå meget på ski hver dag, så vi er også alle sammen meget trætte.
Vi foretrækker derfor selv at lave mad i skihytten, hvor vi kan slappe af og flade ud på sofaen.
Jeg laver også altid masser af nemme vafler, som er et hit efter en lang dag på ski.
SE OPSKRIFTEN: Verdens bedste vafler
Lette retter aftensmad
Du kan sagtens lave frysevenlige retter til skiferien, som du kan tage med.
Men jeg kan godt lide at lave mad, så det gør mig ikke noget at lave mad deroppe.
Det eneste er, at du tænker lækre nemme retter, fordi de har ikke særlig eksotiske ingredienser i Trysil.
Det andet er, at selvom jeg elsker at lave mad, gider jeg ikke at stå flere timer i køkkenet.
Så i forhold til det begrænset sortiment de har i Trysil supermarked, og at jeg er træt om aftenen, laver jeg altid lækre nemme retter.
Det ene år vi var afsted, tog vi nærmest kun Knorr retter med, men det har vi altså ikke gjort siden.
Vi synes ikke, det smagte specielt dårligt men heller ikke særlig godt.
Det var meget det samme.
Jeg tænkte også lidt for mig selv, hvor doven kan jeg lige være?
At lave en Knorr ret eller en bolognese fra bunden, kræver jo ikke mere arbejde i køkkenet.
Men vi er enige om, at jeg heller ikke laver Gourmet mad – keep it simple.
Hvor mange penge bruger man på mad til skiferie?
I Norge er det meget dyrt at handle ind, og du kan kun få de mest nødvendige fødevarer i supermarkedet.
De har fx kun hakket oksekød og kyllingekød.
Vi kan godt lide at have det meste med til frokost, aftensmad og snacks om aftenen.
Og så sørger vi altid for at have nogle gode rødvin med.
Min mand har i mellemtiden fået diabetes 1, så det tager vi også hensyn til, når vi køber mad til skiferien.
Vi laver ikke et madbudget til skiferien, fordi vi skal have mad – ligegyldigt om vi er i Norge på skiferie eller hjemme i Danmark.
Men vi holder selvfølgelig budgettet lidt nede ved at købe mange af varerne hjemmefra.
Vi handler også ind hjemmefra, fordi så er det store indkøb vi skal lave dernede.
Men det bliver mere små hyggelige indkøb som fx smør, ost, mælk, kød og æg.
Mad til skiferie – Indkøbsliste
Jeg har lavet en indkøbsliste herunder, som du godt må printe ud eller gemme på din telefon.
Det er med til at skabe et bedre overblik over jeres mad til skiferien.
Tips til Norge på ski
Når du planlægger din skiferie til Norge, er det godt at være forberedt, så alle får en god oplevelse.
Jeg bruger pakkelister, fordi ellers kan jeg slet ikke holde overblikket.
Det er lige fra de madvarer, vi skal handle ind før vi tager afsted, skiudstyr og hvad der skulle bruges til skiskolen.
Der er mange små detaljer, der kan gøre en stor forskel.
Jeg giver derfor mine bedste tips videre til dig, der forhåbentlig sikrer, at din skitur bliver både sjov og problemfri.
Huskeliste skiferie
Når du skal til at pakke til en skiferie kræver det lidt ekstra planlægning, så du ikke glemmer noget vigtigt.
En huskeliste gør ofte din skiferie mere afslappende, og du undgår stress over glemte ting.
Start med det vigtigste som fx liftkort, pas, det blå sygesikringskort, skiudstyr og skitøj.
Du må heller ikke glemme forsikringer, hvis uheldet skulle være ude evt. ved skiskader og transport hjem eller sygdom inden afrejse.
Det er derfor altid en god idé lige at tjekke op på jeres rejseforsikring, hvad den dækker.
Du kan også pakke solbriller, solcreme og læbepomade, fordi solen i sneen kan være skarp.
Men jeg har kun oplevet, at skulle bruge solcreme i Norge 1 gang ud af 5, så det hører til sjældenheden.
Hvis du kører selv, er det en god idé at tjekke vejrudsigten og medbring snekæder og en isskraber.
Har du børn med, kan legetøj og spil til hytten være rigtig hyggeligt til eftermiddagen eller aftenen.
Hvad skal man have med på skiferie til Norge?
Vi tager altid et spil eller to med fx Uno og spillekort til 500.
Det vi tager med til skiferien i Norge, er skitøj til forskellige lag og varme skihandsker.
Min mand er den eneste af os, der har sin egen skihjelm og skistøvler.
Resten af skiudstyret lejer vi i Trysil SkiStarshop, som du enten kan gå ned og leje eller forudbestille på SkiStars hjemmeside.
Det er vigtigt at måle højde, vægt og skostørrelse hjemmefra på både dig selv og børnene, hvis I skal leje skiudstyr, fordi det sikrer den bedste pasform og dermed en mere behagelig og sikker skioplevelse.
- Skiens længde afhænger af din højde og dit niveau – for lange eller for korte ski kan gøre det sværere at styre.
- Bindingernes indstilling justeres efter din vægt for at sikre, at skiene klikker korrekt af, hvis du falder og det mindsker risikoen for skader.
- Skistøvler skal passe præcist til din skostørrelse – for store støvler giver dårlig kontrol af skiene, mens for små kan gøre det ret smertefuldt at stå på ski.
Når du har alle målene klar på forhånd sparer du tid i skiudlejningen, og vigtigst at både du og børnene får det skiudstyr, der passer perfekt til jeres behov.
Tøj til skiferie
Lag-på-lag er nøglen til at holde varmen i Trysil på ski.
1. lag
Start med et varmt svedtransporterende skiundertøj, der holder kroppen tør og et par gode skisokker.
Du kan ikke bruge almindelige sokker i skistøvler, det duer ikke.
Vi har altid 3-4 par skisokker med til hver.
2. lag
Derefter tager du et isolerende midlayer med halv-lynlås, som kan holde ekstra på kropsvarmen.
Vi har alle sammen midlayer på ellers bliver det hurtigt meget koldt.
Du sveder også en del, når du står på ski og det gør dig også kold, når du fx venter på lifter eller under lifttransporten.
3. lag
En vand- og vindtæt skijakke og skibukser er afgørende for at holde sne og kulde ude.
Jeg vil klart anbefale en skijakke med minimum et søjletryk på 10.000 mm.
Regn og sne er en fast bestanddel i Trysil på ski, og skijakke og skibukser bliver meget våd af både regn og sne.
Skitøjet er ikke der, hvor du ønsker at spare penge, men du kan altså få noget rigtig godt skitøj til gode priser.
Hvis du køber skitøj i januar og februar, er der ofte nogle super gode tilbud.
Jeg købte både skijakke og skibukser til min datter, og det kostede i alt ca. 700 kr.
4. lag
En god halsedisse til at beskytte mod kulden i ansigtet, når det sner, regner og blæser.
En halsedisse skal du altid have på, som du kan trække op over ansigtet, da kulden virkelig kan piske dig ind i ansigtet.
Skibriller er også uundværlige.
Vi har alle sammen allround skibriller, som passer til både solskin og snevejr, og det er fint.
Dine skibriller beskytter også mod sne og skarpt sollys.
Min mand har også skibriller til kraftigt snevejr.
Men vi andre står ikke ude, når det sner så meget, at vi ikke kan se noget, men det gør han.
Du kan enten bruge skihandsker eller luffer af god kvalitet.
Vi bruger aldrig hue under skihjelmen, fordi det bliver alt for varmt og stramt.
Hyggetøj
Når dagens skiløb er overstået, og I er tilbage i hytten, er det tid til at hoppe i blødt og behageligt hyggetøj.
Efter en hel dag i skistøvler og flere lag tøj, er det skønt at kunne slappe af i noget varmt og løst tøj.
Hyggetøj på skiferien:
- Uldsokker eller hyggesokker – perfekte til at holde fødderne varme.
- Bløde oversize joggingbukser eller leggings – behagelige efter en aktiv dag på ski.
- En varm sweater eller hoodie – gerne i fleece, strik eller uld til at slappe af i om aftenen.
Jeg tager bruger aldrig sutsko, fordi der altid har været gulvvarme i den hytte, vi har lejet.
Pakkeliste til skiferie med børn
Når du tager på skiferie med børn, kræver det lidt ekstra omtanke.
Børn har brug for varmt tøj, ekstra skihandsker og gode skibriller – det kan blive koldt på de norske bjerge!
Husk også gode vinterstøvler, når I ikke står på ski.
Til skiskolen er det smart at pakke en lille zip-pose med snacks, så børnene har energi til dagen.
Når du bruger en genluk snackpose, er den også nem at åbne og lukke for børnene.
Børnene bruger jo mange kræfter på at lære at stå på ski, så skiinstruktørerne sætter altid tid af til en kort pause, hvor der tankes op med en lille snack for at holde energien oppe.
Legetøj eller bøger kan gøre aftenerne i hytten hyggeligere.
Hvis du har større børn, kan det også være en god idé at tage skolebøger med, så børnene ikke kommer bagud i skolen mens I er væk (hvis I tager på skiferie uden for skoleferien).
Ski ting
Når du pakker til skiferien, er der visse ski ting, du ikke må glemme.
Det vigtigste er selvfølgelig ski, skistøvler og stave, hvis du har dit eget udstyr.
Derudover skal du huske hjelm, skibriller og rygbeskytter.
Vi bruger ikke selv rygbeskyttere, så det er en smagssag.
Til skituren er liftkort, en lille rygsæk og en genluk pose med snacks altid gode at have med, især når du har små børn med på ski.
Et lille førstehjælpskit med plaster, smertestillende piller til både børn og voksne og et øretermometer.
Du skal også huske jeres medicin, hvis I tager noget fast.
Snekæder til bilen
Hvis du kører til Norge, er snekæder til bilen en nødvendighed, især når vejene bliver glatte.
Mange bjergveje i Norge har stejle stigninger, hvor snekæder kan være afgørende for at komme sikkert frem.
Det er vigtigt, at du prøver at montere dem hjemmefra, så du ikke står i kulden og kæmper med det for første gang.
Sørg for, at de passer til dine dæk, og tjek vejrudsigten, før du kører afsted.
Vi har aldrig brugt vores snekæder, men sidste år var det lige før vi ikke kunne komme op ad en mindre bakke, som førte op til det parkeringshus, vi skulle holde i ved hytten.
Det er også vigtigt, at du har en isskraber med i bilen, og at du kører på nogle gode vinterdæk, der ikke er helt nedslidte.
En sneskovl er der altid ved hytten, så den behøver du ikke at tage med.